To udvisninger og Messi-hattrick i Barca-sejr
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

To udvisninger og Messi-hattrick i Barca-sejr

FC Barcelona har kurs mod et sikkert mesterskab efter endnu en sejr i La Liga.

Der skal efterhånden gå rigtig meget galt, hvis ikke FC Barcelona skal løbe med det spanske mesterskab i denne sæson. Catalanerne har været uhyre stabile, og denne torsdag var der heller ingen slinger i valsen, da holdet mødte Rayo Vallecano på udebane.

Barca vandt 5-1, og dermed topper holdet La Liga med otte point ned til Atletico Madrid, mens der er hele 11 ned til Real Madrid.

Efter en rolig start på kampen scorede Barcelona to mål på to minutter. Først bankede Ivan Rakitic gæsterne foran efter et fælt drop af Rayo-keeperen, og minuttet senere gjorde Lionel Messi det til 2-0. Tre minutter før pausen blev hjemmeholdet reduceret til ti mand, da Diego Llorente fik rødt kort, og dermed var kampen reelt afgjort.

Kort inde i anden halvleg scorede Lionel Messi sit andet mål til 3-0, mens Manucho fik pyntet på resultatet for undertalsramte Rayo Vallecano. I løbet af halvlegen fik værterne endnu en mand smidt ud, således holdet sluttede med ni mand på banen. Værd at notere sig var det også, at Barcelona igen-igen brændte et straffespark, da Luis Suarez kiksede fra 11 meter.

Efter 72 minutter fuldbyrdede Lionel Messi sit hattrick til 4-1, og Arda Turan gjorde det til slutresultatet 5-1.

Andetsteds vandt Real Betis i sikker stil med 3-0 over Espanyol, mens Granada besejrede Sporting Gijon 2-0.