Video : Tipsbladet
La Liga

Valencia vinder lokalopgør efter flot comeback

Valencia leverede et flot comeback, da de lørdag aften besejrede Levante.

Daniel Wass og Valencia besejrede lokalrivalerne Levante efter et stærkt comeback i anden halvleg.

Levante leverede ellers en chokstart på kampen, hvor de kom foran med to mål efter blot 20 minutter. Efter ti minutter scorede Roger Marti således med en hård afslutning fra en skarp vinkel, og han blev dobbelt målscorer ti minutter senere på et straffespark, som Valencia-kaptajnen Dani Parejo havde begået.

Roger Marti scorede også igen før pausen, men denne gang var det i den forkerte ende. Han sendte således bolden forbi sin egen målmand efter et hjørnespark i halvlegens tillægsminutter.

Det gav øjensynligt Valencia blod på tanden, for efter pausen fik de vendt kampen helt på hovedet. Først blev Valencias Rodrigo sendt alene i dybden efter en dårlig tilbagelægning af en Levante-spiller, og her lobbede Rodrigo bolden over Levantes keeper til Kevin Gameiro, der headede bolden de sidste millimeter over stregen.

Og Kevin Gameiro scorede igen to minutter senere. I et kontraangreb afleverede stortalentet Ferran Torres til en fri Kevin Gameiro i feltet, hvorfra han resolut bankede bolden ind ved fjerneste stolpe.

Efterfølgende blev Levante reduceret til ti mand, da Eliseo blev udvist, og i slutminutter kom Ferran Torres selv på måltavlen. Han scorede til slutresultatet 4-2 i det 88. minut.

Sejren sender Valencia op på syvendepladsen i La Liga med 26 point efter 16 kampe. Det er samme pointtotal som Real Sociedad, Athletic Bilbao og Atletco Madrid, der er nummer fire, fem og seks.