Video : Tipsbladet
La Liga

Valverde: La Liga er vigtigere end Liverpool

Barcelona-træner Ernesto Valverde opfordrer sine spillere til at holde fokus på La Liga, selvom Liverpool venter i næste uge.

Barcelona har muligheden for at tage det spanske mesterskab i denne weekend. Det eneste, det kræver, er en sejr over Levante, der kommer på besøg på Camp Nou lørdag aften. 

Der venter dog en kamp af en helt anden kaliber i næste uge, når Barcelona møder Liverpool i den første af Champions Leagues semifinaler. Selvom den store kamp venter i horisonten, vil Valverde fokusere på Levante. 

- Selvfølgelig tænker man altid på sine kommende kampe. Men jeg vil forsøge at lægge Liverpool-tankerne væk, fordi kampen mod Levante er så vigtig. Vi er mestre, hvis vi vinder, og det vil give os et kæmpe boost inden onsdag, siger Ernesto Valverde til ESPN FC.

De to vigtige kampe på mindre end en uge kan betyde nogle ændringer i Barcelona-truppen

- Det er muligt, at vi vil ændre lidt, fordi der er så få dage i mellem kampene. Hvad det her hold er ved at opnå lige nu er svært. Sidste år vandt vi ligaen med et par runder igen, og vi er ved at gøre det samme i år. Det er bare ikke nemt, siger Valverde.

Der er kampstart i Barcelonas mulige mesterskabsfest klokken 20.45 lørdag aften.