Villarreal skulle i søndagens tidlige opgør i den spanske La Liga forsøge at holde snor i Atletico Madrid på fjerdepladsen, da Villarreal tørnede sammen med Almeria, der holder til på 16. pladsen i tabellen.
Det var dog ikke til at se, at der var forskel på top og bund mellem de to mandskaber, hvor der var langt mellem de helt store chancer især i første halvleg, hvor Villarreal havde særdeles svært ved for alvor at blive farlige.
De fik dog en fordel efter 40 minutters spil, da Almerias Mauro Dos Santos blev præsenteret for et rødt kort, da han sendte Villarreals Giovani i græsset, efter Villarreal-spilleren var kommet alene igennem mod målet.
I anden halvleg fik Villarreal dog udlignet på den konto. Det skete efter Villarreals Jaume Costa høstede sit andet gule kort efter en hård tackling på Silva, og dermed var det ti mod ti i opgøret.
Målene lod dog stadig vente på sig. Men i det 63 minut fik Almeria kampens klart største chance. Den tilfaldte Hemed, som modtog et godt, fladt indlæg fra Michel. Angriberen fik prikket bolden forbi Asenjo, men sparkede på forundelig vis bolden langt over det ellers tomme mål.
I det 78. minut var det så Villarreal, som kom tæt på at bringe sig foran. Cheryshev brød igennem på kanten, inden han leverede et godt indlæg til Pina, som formåede at banke bolden ved siden af målet.
Mere blev det ikke til for de to mandskaber, som dermed måtte tage til takke med et enkelt point hver i en kamp, som sluttede målløst, 0-0.