Video : Tipsbladet
La Liga

Wass og Valencia delte med Atletico Madrid

Valencia spillede uafgjort mod Atletico Madrid fredag aften.

Valencia sikrede sig point, da de fredag aften tog imod Atletico Madrid på Mestalla. Kampen endte sålede 2-2 og uden vinder.

Valencia, der havde Daniel Wass med fra start, var ellers bagud to gange i opgøret.

Først bragte Marcos Llorente Atletico Madrid i front, da han fik netmaskerne til at blafre med en afslutning kort foran mål.

Den føring holdt indtil det 40. minut, da Gabriel Paulista udlignede med et hovedstød, men glæden var kortvarig for Valencia. Tre minutter senere kom Atletico Madrid igen foran. Thomas Partey vandt bolden midt på banen og rundede et par Valencia-spillere, før han flot sendte bolden i kassen med en afslutning fra kanten af feltet.

Igen svarede Valencia dog igen. Efter en times spil udlignede de til 2-2, og det med et usædvanligt mål. Dani Parejo sendte et indlæg ind i feltet, hvor Geoffrey Kondogbia faldt, men på en eller anden måde fik dirigeret bolden i mål samtidig.

Det var nok til at sikre Valencia et enkelt point. Der blev nemlig ikke scoret mere, og opgøret sluttede 2-2.

Resultatet betyder, at Valencia i skrivende stund er på sjettepladsen i La Liga, mens Atletico Madrid er nummer fire. Begge mandskaber kan dog blive overhalet i tabellen i indeværende spillerunde. 

Læs også:FCK-spiller var Alex Fergusons sidste indkøb: Specielt at tænke på