Video : Tipsbladet
La Liga

Wass om karrierens højdepunkt: Jeg troede ikke, det kunne blive så vildt

Valencia vandt pokalturneringen og kvalificerede sig til Champions League via La Liga. Alt i alt en stor sæson for Daniel Wass, der var vidne til fejringer, der var vildere, end han kunne forestille sig.

Først sikrede Valencia sig, mod alle odds, en Champions League-plads i La Liga. Så vandt klubben den spanske pokalturnering. Og til sidst udtog Åge Hareide Daniel Wass til landsholdet efter to års fravær.

Slutningen af maj bød på en storslået uge for den danske altmuligmand. Han kalder det selv for karrierens højdepunkt. For det lignede ikke en mindeværdig Valencia-sæson, da holdet i december lå og rodede rundt på 15. pladsen, men et sejrsrigt 2019 i ligaen og pokalturneringen gav klubben noget at fejre i sit 100 års jubilæum.

- Det har været en vild uge. At se den glæde, man kunne give fansene, har været outstanding. Jeg tror ikke, der var nogle, der havde troet på det, hvis man sagde det tilbage i december måned; at vi ville stå med en titel og en fjerdeplads. At vi så gør det og i så specielt et år, er fantastisk og personlig noget af det største, jeg har oplevet, siger Daniel Wass.

Særligt fejringen af pokaltitlen, som Valencia sikrede sig via en 2-1-sejr over FC Barcelona i finalen, kommer landsholdsspilleren til at huske i lang tid.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Selvfølgelig ved jeg, at en by kan blive glad, også fordi det var så specielt et år, men det var ikke noget, jeg havde forestillet mig kunne blive så vildt, siger han.

- Da vi landede med flyveren dagen efter - jeg tror, der er 10 kilometer fra lufthavnen ind til Mestalla - var gaderne fyldte, og de havde siddet i fire timer på stadion og ventet på os. Fyldt stadion, 55.000. Jeg tror, der var 5.000 uden for, der ikke kunne komme ind, og der var stadig fans i Sevilla (hvor finalen fandt sted, red.) også. Det siger bare lidt om det.

Daniel Wass kom til Valencia i sommeren 2018 efter nogle succesfulde år i Celta Vigo, og ligesom holdet har fejret store triumfer, har han på det individuelle plan markeret sig med en god sæson. 50 klubkampe blev det til, og så kan man ikke tillade sig at brokke sig.

- Det har været et sjovt skifte. Også fordi jeg virkelig har mærket, hvor stor en klub det er, og hvor stor en historie den har. Når man træder ind på Mestalla, er det det bedste stadion i Spanien, synes jeg. Så jeg nyder hver dag, lyder det fra Wass, der særligt glæder sig over sine præsationer i forårssæsonen.

- Vi havde et første halve år, hvor det ikke var så godt, og det var også det med, at holdet skal fungere. Men den sidste halve sæson synes jeg, det er gået rigtig godt. Jeg havde ikke forventet at spille 50 kamnpe, da jeg kom derned. At jeg så har gjort det, handler selvfølgelig om gode præstationer, men også en kæmpe tillid fra træneren, og det er jeg selvfølgelig glad for, siger han og tilføjer om sæsonens sidste uge:

- Får fjerdepladsen på sidste spillerunde, vi vinder pokalen, og jeg får en landsholdsudtagelse. Så kan det ikke blive meget bedre.