Wass scorede og Sisto lavede assist-hattrick for Celta
Foto: Octavio Passos/Getty Images
La Liga

Wass scorede og Sisto lavede assist-hattrick for Celta

Pione Sisto og Daniel Wass var i centrum, da Celta slog Eibar med 4-0 i La Liga.

Pione Sisto kan både levere mål og assister. Det ved de fleste fodboldinteresserede i Danmark, og i Spanien må de efterhånden også få øjnene op for den tidligere FC Midtjylland-spiller, som søndag aften havde en stor aften for sin klub Celta, der vandt med 4-0 over Eibar.

Her diskede Sisto op med tre oplæg, som blev omsat fra Cabral, Sergio Gomez og Pablo Hernandez. De to første kom efter to nærmest identiske frispark, som blev lagt ind i feltet om området mellem målmand og forsvarskæde. 

Det tredje kom efter et kort hjørnespark til Sisto, som kunne liste et indadskruet indlæg ind i Eibar-feltet, og så stod der altså 3-0 til Celta inden pausen, og kampen var derfor nærmest lukket. 

Det var dog ikke alt for danskerne i Celta. Daniel Wass blev spillet fri af Mallo, hvorefter den blonde dansker kunne sende bolden hårdt og højt i målet til 4-0, som også blev kampens resultat.

Med de tre assister fra Sisto er han nu nummer ét på den spanske assist-topscorerliste foran spillere som Barcelonas Jordi Alba og og Atletico Madrids Carrasco.