Video : Tipsbladet
La Liga

Zidane forklarer manglende Bale: Han er syg

Zinedine Zidane har en meget naturlig forklaring på, hvorfor Gareth Bale ikke er rejst med til Audi Cup. Waliseren er nemlig syg, siger franskmanden.

I disse dage spilles der fodbold i Tyskland, hvor nogle af Europas største hold dyster i Audi Cup. Tirsdag aften mødtes Real Madrid og Tottenham i semifinalen af turneringen, og her vandt Tottenham med 1-0 på et mål af Harry Kane. 

I sidste uge gik Gareth Bales skifte fra Real Madrid til kinesisk fodbold i vasken, og han er derfor tilbage i Madrid. Han rejste dog ikke med til Audi Cup, hvilket igen fik exit-rygterne til at blusse op. 

Ifølge Zinedine Zidane er der dog en naturlig forklaring på udeladelsen af waliseren. 

- Han er ikke rejst med til Tyskland, fordi han døjede med noget sygdom. Han havde det ikke godt, og efter at have snakket med lægerne besluttede vi, at han skulle blive hjemme og så træne med, når han er frisk igen. Det er en beslutning, der er taget kollektivt, siger Zinedine Zidane ifølge AS.

Med nederlaget til Tottenham skal Real Madrid spille bronzekamp ved Audi Cup. Her møder de Fenerbahce.