Video : Tipsbladet
La Liga

Zidane lover store ting i Real Madrid i den nye sæson

Efter en enormt skuffende sæson slår Zinedine Zidane nu fast, at der bliver tale om en sæson med masser af store ting fra Real Madrids side.

Real Madrid vandt onsdag aften klubbens testkamp mod danskerklubben Red Bull Salzburg, og spaniernes cheftræner Zinedine Zidane kunne efter kampen love store ting frem mod den nye sæson.

Det gør han i et interview med den spanske sportsavis Marca.

- Det, som vi vil i denne sæson, er at udfordre. Det er uden tvivl vores ambitioner, og det vil vi ikke tale udenom. Vi vil være stærke og udfordre, og vi kommer til at lave store ting, lyder det fra den franske træner.

Han peger desuden også på, at holdet er ved at komme til at ligne noget efter 1-0-sejren over den østrigske energidrik-klub. 

- I sidste ende har vi snart en kamp, som sætter gang i La Liga, og lidt efter lidt vil vi være helt klar. Hver dag bliver vi bedre, og det beviser dagens præstationer også, forklarer Zinedine Zidane, som også kunne se Eden Hazard score sit første mål i Real Madrid-trøjen.

For Zidanes vedkommende er der desuden gode chancer for at overgå sidste sæsons trofæløse sæson, hvor man også måtte forlade Champions League allerede i ottendedelsfinalen mod hollandske Ajax.