Video : Tipsbladet
La Liga

Zidane om Hazard-debut: Vi skal være tålmodige

Real Madrid er nødt til at være tålmodige med at bringe Eden Hazard i spil, slår Zinedine Zidane fredag fast.

Eden Hazard har siddet ude i de første kampe i sæsonen, men kantspilleren er vendt tilbage i træning og er dermed i spil til weekendens La Liga-opgør mod Levante.

Men der er ingen garantier for, at belgieren lørdag får sin debut for klubben.

Fredag slår Zinedine Zidane nemlig fast, at man er nødt til at være tålmodige med at bringe Hazard i spil.

- Vi skal være tålmodige med ham, fordi han har været skadet i tre uger. Vi ønsker alle at se Hazard, men der er masser af pres og mange forventninger, siger han på et pressemøde og tilføjer:

- Han er klar til det, men det bliver mig, som beslutter, hvordan han skal introduceres. Vi skal være rolige og bruge hovedet.

Real Madrid må omvendt undvære offensive spillere som Gareth Bale og Luka Jovic, mens James Rodriguez og Isco er tvivlsomme.