Video : Tipsbladet
Rygter

Avis: Arsenal forhandler med Leverkusen om tysk målmand

Arsenal er i fremskredne forhandlinger med den tyske målmand, Bernd Leno, som Leverkusen er parat til at sælge efter Lukas Hradeckys ankomst.

Leverkusen har lagt op til, at Bernd Leno kunne få lov til at finde sig nye udfordringer i næste sæson. Det var signingen af Lukas Hradecky et klart bevis på.

Der har på rygtebasis været flere interesserede klubber, men det lader til, at Arsenal løber med den tyske målmands underskrift. Ifølge the Times er Premier League-klubben langt i forhandlingerne med Leverkusen.

Den engelske avis hævder, at Leverkusen vil sælge den 26-årige målmand for omtrent 186 millioner kroner.

Hos Arsenal er Bernd Leno udset til at blive klubbens nye førstevalg mellem stængerne. Den plads har ellers tilhørt Petr Cech i løbet af de seneste sæsoner, men den 36-årige tjekke er dalet gevaldigt i niveau. Samtidig har han kontraktudløb næste sommer.

Den mulige tilgang ser også ud til at gå ud over David Ospina, der formentlig forlader Arsenal. Den engelske klub har ikke ønsket at lade den colombianske landsholdsmålmand gå i de seneste transfervinduer, hvor han har været reserve for Petr Cech.