Video : Tipsbladet
Rygter

Bayern meldes tæt på fransk VM-overraskelse

Bayern München er efter sigende tæt på at snuppe franske Benjamin Pavard i VfB Stuttgart.

Benjamin Pavard har været en af VM’s største overraskelser hidtil. 

VfB Stuttgart-spilleren har startet tre ud af fire kampe for det stjernespækkede franske landshold, og han scorede et af turneringens flotteste mål hidtil mod Argentina i ottendedelsfinalen.

Og de stærke præstationer er ikke gået ubemærket hen. Ifølge Kicker er den 22-årige forsvarsspiller nemlig langt i forhandlinger om et skifte til Bayern München for i omegnen af 260 millioner kroner. 

Pavard vil dog ifølge avisen først skifte i sommeren 2019. Det skyldes, at Bayern München vil lade ham udvikle sig yderligere i Sttugart, og at Stuttgarts sportsdirektør Michael Reschke ikke vil sælge franskmanden denne sommer.

Den unge franskmand, der både kan gøre sig i midterforsvaret og på højre back, skiftede til VfB Stuttgart fra LOSC Lille i hjemlandet i 2016. I den forgangne sæson spillede han 34 kampe i Bundesligaen.