Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Brock-Madsen skal tilbage til Birmingham

Nicolai Brock-Madsen vender tilbage til Birmingham City efter et lejeophold i polske Cracovia, erfarer Birmingham Mail.

Fremtiden har længe virket uklar for den tidligere Randers-angriber Nicolai Brock-Madsen, der spiller i engelske Birmingham City, men siden januar har været lejet ud til polske Cracovia. 

Lejeaftalen udløber ved udgangen af denne måned, men Cracovia har tidligere meldt ud, at de gerne vil holde på ham, efter at topscorer Krzysztof Piatek skiftede til Genoa tidligere på måneden. 

Men hvis man skal tro mediet Birmingham Mail ender det nu alligevel med, at den danske angriber vender tilbage til England. 

De to klubber skulle efter sigende have forhandlet om muligheden for at forlænge Brock-Madsens ophold i Polen, men nåede ikke til enighed. Derfor ser det nu ud til, at den 25-årige angriber skal tilbage til Championship-klubben, hvor han har kontrakt i ét år endnu.

Manager Garry Monk menes dog ikke at have Brock-Madsen i sine planer for den kommende sæson, og det tyder derfor på, at den tidligere Randers-angriber endnu engang skal ud og lede efter en ny klub. 

Nicolai Brock-Madsen kom til Birmingham City fra Randers FC tilbage i 2015, men har kun spillet otte kampe for den engelske klub og har stadig sit første mål til gode. Han har tidligere været lejet ud til hollandske PEC Zwolle.