Michy Batshuayi har angiveligt fundet sin næste klub. Chelseaspilleren, der i øjeblikket er udlejet til Valencia, har fået annulleret sit ophold i den spanske klub, men har altså ingen planer om at spille i Londonklubben i øjeblikket. I stedet vil han frem til sommer spille for Ligue 1-klubben AS Monaco. Og noget tyder på, at den handel er tæt på at gå igennem. Det skriver Sky Sports.
Monaco-klubbens manager - den tidligere assistenttræner for Belgiens landshold og spillerikon i Arsenal - Thierry Henry indrømmede tidligere på ugen, at han er interesseret i at sikre sig den belgiske offensivspiller.
- Michy? Ham kender jeg godt, vi arbejdede tæt sammen på det belgiske landshold. Han er en spiller, der kan være meget interessant. Men igen; intet er officielt. Man må være tålmodig, sagde Henry tidligere på ugen ifølge Sky Sports.
Hvis Batshuayi skifter til Ligue 1-klubben, vil der i hvert fald være ét kendt ansigt blandt de andre spillere. Hans holdkammerat i Chelsea Cesc Fabregas skiftede nemlig til klubben fredag eftermiddag.
AS Monaco ligger i øjeblikket på en 19. plads i Ligue 1 efter en yderst skuffende sæson.