Video : Tipsbladet
Rygter

Svært at afslå: Mbappé tilbudt højere løn end Messi og Ronaldo

PSG har mange penge på kistebunden. Den franske storklub betaler i forvejen Neymar en astronomisk løn, og nu er pariserne angiveligt klar til at tilbyde Mbappé den samme hyre.

PSG blev i sidste uge kåret som franske mestre, men det betyder ikke, at man er fri for bekymringer i storklubben.

Således har der igennem rigtig lang tid været rygter om Kylian Mbappés fremtid. Den 21-årige angriber har en kontrakt, der udløber om to år, og derfor er PSG særdeles opsatte på at få en forlængelse på plads.

Mere end en fordobling
Og ifølge den franske avis L'Equipe er PSG klar til grave dybt i lommerne for at holde Mbappé væk fra Real Madrids klør. Avisen skriver således, at PSG er klar til at betale Mbappé lige så meget, som man betaler Neymar.

Brasilianeren har således en årsløn på 36 millioner euro (268 millioner kroner), og det er altså denne løn, som Mbappé kan se frem til at få, hvis han sætter sin signatur på en forlængelse. Der er tale om en ugeløn på 5,1 millioner kroner.

Der er tale om en løn, der er angiveligt er højere end både Lionel Messi og Cristiano Ronaldos lønninger. Ifølge Goal tjener argentineren således 222 millioner kroner om året, mens Ronaldo tjener 231 millioner kroner årligt.

Ifølge L'Equipe er Kylian Mbappés nuværende årsløn lidt over 100 millioner kroner, så der vil være tale om en voldsom lønforhøjelse, hvis han vælger at blive i Paris.