Vildt rygte: AC Milan forbereder kæmpebud på ombejlet Lazio-stjerne
Foto: Marco Rosi/Getty Images
Rygter

Vildt rygte: AC Milan forbereder kæmpebud på ombejlet Lazio-stjerne

AC Milan vil meget gerne hente den serbiske midtbanespiller Sergej Milinković-Savić i Lazio, og de er klar til at betale næste 900 millioner kroner for ham

Når snakken er gået på Sergej Milinković-Savić's fremtid, har det som regel været klubber i Premier League, der har været de bedste bud på en kommende arbejdsgiver for Lazio-spilleren. Men nu skulle også en konkurrende klub i Serie A melde sig på banen med et bud i den helt store størrelse.

Ifølge det italienske medie La Stampa gør AC Milan sig klar til at sende et bud på hele 120 millioner euro, eller cirka 895 millioner danske kroner, afsted mod Lazio.

AC Milan planlægger at hente ham på en lejeaftale for 40 millioner euro denne sommer, og derefter skrive en permanent kontrakt med 23-årige Milinković-Savić om et år, der vil sende de sidste 80 millioner euro i retning af Lazio.

Det kan dog godt gå hen og blive svært. Tidligere har både Manchester United og Chelsea haft snøren ude efter den dygtige midtbanemand, men som det stod skrevet på Tipsbladet.dk for få dage siden, virker Sergej Milinković-Savić ikke selv så interesseret i at skifte væk fra Lazio.

Et bud i den størrelse virker også som en lidt vovet plan fra AC Milans side. Klubben blev tidligere i år dømt for at bryde Financial Fair Play-reglerne, og blev udelukket fra at spille europæisk fodbold i denne sæson. Udelukkelsen blev i sidste ende annulleret i sportsdomstolen CAS, således at klubben alligevel kan spille Europa League. Men ikke desto mindre er det mange penge at bruge for en klub, der i forvejen er i UEFA's økonomiske søgelys.