Superliga

AGF-direktør: De kritiske fans har ikke forstået

Direktør for Århus Elite Jan Christensen sender klart signal til de negative AGF-fans, der søndag krævede Erik Rasmussen fyret efter nederlaget til Brøndby. Direktøren håber på positiv opbakning mod HB Køge.

Søndag eftermiddag tabte AGF atter i SAS Ligaen til Brøndby og rykkede med en Randers-sejr i Haderslev faretruende tæt på nedrykningsstregen, hvor Århus-klubben nu kun har to point til lokalrivalerne.

I de sidste minutter af kampen på Brøndby Stadion fandt AGF-fans et banner frem med teksten: Pis ud af vores klub, Erik.

Et klokkeklart budskab til træner Erik Rasmussen, som i visse grupperinger af AGF-fans aldrig har været populær - heller ikke da AGF lå nummer ét i efteråret.

Læs også: Direktør: Har brug for kompromisløse Tøfting

Rygterne om fyring var at finde på Brøndby Stadion søndag, men i stedet trak AGF-ledelsen et overraskende kort ved mandag at ansætte Stig Tøfting som assistenttræner. Klubmanden og fighteren Tøfting skal banke ny energi og gejst ind i truppen inden søndagens møde med HB Køge

Et klart signal om at Erik Rasmussen i første omgang har tillid fra ledelsen i AGF.

- Erik Rasmussen er den rigtige træner i AGF. Nu har vi hentet Stig Tøfting for at bidrage med nogle af de ting, vi mener, holdet har brug for i den nuværende situation, siger Århus Elite-direktør Jan Christensen til tipsbladet.dk.

Læs også: Graulund forstår sin frelser-rolle

Der er fem kampe tilbage af turneringen, og AGF mærker kniven på struben i nedrykningsstriden. Søndag møder AGF allerede nedrykkede HB Køge på NRGi Park i Århus. En kamp, hvor Jan Christensen håber på fuld opbakning fra fansene.

- Jeg kan kun opfordre alle til at komme på stadion og støtte holdet positivt. Det er hvad Erik Rasmussen og resten af holdet har meget brug for lige nu. Jeg håber på 3-4.000 flere tilskuere end normalt, lyder det fra direktøren.

Jan Christensen var godt opmærksom på banneret rettet mod Erik Rasmussen på Brøndby Stadion og kommer med en direkte besked til AGF-fansene.

- Den slags har hverken vi, holdet eller Erik brug for. De fans, som står for kritik som på Brøndby Stadion har ikke forstået, hvad det handler om. I den situation, vi er havnet I er der virkelig brug for den positive opbakning, siger Jan Christensen.

Læs også: AGF-fans: Pis ud af vores klub, Erik

- Jeg ville meget hellere have spillet med i den bedste halvdel af tabellen, men faktum er noget andet. Derfor gælder det om at bakke spillerne og holdet så godt op som overhovedet muligt, og det håber vi sker på søndag.

AGF's direkte nedrykningsrivaler fra Randers FC og Sønderjyske møder i weekenden henholdsvis FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Randers har fordel af hjemmebane, mens Sønderjyske skal en tur til Farum.