Superliga

Würtz blev bedre af nedrykning

Rasmus Würtz rykkede ned med Vejle, alligevel er lejesvenden fra FC København tilfreds med sit ophold i Jylland. Han er faktisk blevet bedre.

Vejle sluttede sæsonen af med en sejr over AGF, men ellers var der ikke meget at glæde sig over i Nørreskoven. Klubbens satsning med tidligere AaB-profiler mislykkedes, og den østjyske klub må næste år spille divisionsbold igen.

Selvom der ikke har været meget sjov og fest for de rødblusede, har den københavnske lejesvend, Rasmus Würtz, haft et godt og lærerigt ophold på den vestlige side af Lillebælt.

- Kampene var det vigtigste for mig, så jeg kunne få noget kontinuitet og komme oven på igen. Opholdet har givet mig meget, jeg er blevet bedre, og når man rykker ned, giver det også noget, for man lærer af modgang, siger Rasmus Würtz til tipsbladet.dk.

Det hele har naturligt nok ikke være til stående jubel på tribunen, for klubben rykkede altså ud af SAS Ligaen.

- Jeg ville gerne have haft flere point. Målsætningen var at blive reddet, så det er jeg jo skuffet over, vi ikke klarede, men ud over det så er jeg godt tilfreds, siger Würtz.

Den nu tidligere Vejle-spiller har sommerferie, men efter den returnerer han efter alt at dømme til FC København.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.