Allegri om nul Ronaldo-mål: Italienske hold forsvarer bedre end spanske
Foto: Getty Images
Serie A

Allegri om nul Ronaldo-mål: Italienske hold forsvarer bedre end spanske

Det er ikke blevet til mål i Juve-trøjen endnu for Ronaldo, og det har Juve-træner Allegri en forklaring på.

Da Cristiano Ronaldo spillede for Real Madrid blev det til en ene scoringsrekord efter den anden, men han kommer til at vente mindst til 16. september, når det kommer til scoringer for Juventus, da der nu er landsholdspause.

Juventus' cheftræner Max Allegri peger dog på, at man skal have tålmodighed med Ronaldo, og at der generelt er forskel på, hvor meget opmærksomhed, man giver det at forsvare sig i Italien og Spanien.

Det forklarer han ved et pressemøde efter Juventus' sejr over Parma.

- I den italienske liga er mere dedikation forbundet med at forsvare sig, og det ved han. Han er en klog spiller, og i Italien er det sværere at score 40 mål, lyder det fra Allegri.

I kampen mod Parma blev det til en 2-1-sejr, som sender de italienske mestre alene i spidsen af Serie A efter tre kampe.

Den 33-årige Ronaldo kom til Juventus denne sommer for omkring 800 millioner kroner, og selvom det ikke er blevet til scoringer i officielle kampe for portugiseren, så har det løftet klubbens omsætning, at han er kommet til klubben.