Anders Christiansen: Jeg fortryder ikke det mindste

Bragt i Tipsbladets trykte udgave 29. maj
 

 

”Ja, det var nærmest skrevet i stjernerne,” siger han med et grin om skiftet til AC Chievo Verona, der også passede perfekt, for AC Milan havde nok trods alt været for stort et skridt, mens AC Cesena er rykket ned.

 

”Jeg havde ikke lige tænkt, at det kunne blive italiensk fodbold, for det er jo lidt mere modne spillere. Gennemsnitsalderen er højere. Men da det så kom på banen, og vi fik snakket tingene igennem, var det egentlig meget oplagt at tage det her skridt.”

 

”Så klubberne blev enige, men da jeg kørte hjem bagefter, fik jeg sgu en klump i maven, for nu var det så tæt på. Siden jeg var lille, har jeg jo drømt om at blive fodboldspiller, at kunne leve af det, at spille i Superligaen, at komme på landsholdet og komme til udlandet, og nu var min drengedrøm ved at gå i opfyldelse,” fortæller ”AC,” der nu ikke lod sig ryste mere af det trods alt store skridt end, at han bad om trøje nummer 10, da klubben spurgte.

 

”Nummer 10 og nummer 21 har været de to numre, jeg bedst kunne lide, men 21 var ikke ledig, så jeg spurgte om nummer 10, og så sagde de bare ”Fint.” De var ved at sælge Maxi Lopez til Torino, så den blev nok ledig. Det tager man jo gerne med, selv om det er et nummer, der måske betyder lidt mere i Italien end i Danmark. For det gør mig ikke noget, at der er lidt pres på – hvis der er det, for det har jeg ikke bemærket indtil videre,” siger midtbanemanden, der har fået en forholdsvis blød start i klubben.

 

”Jeg kom jo ned i januar til en bedre liga og en bedre trup, hvor jeg stort set startede fra nul efter bare at have holdt mig i gang ude på landevejen med noget intervalløb. Så først og fremmest skulle der noget formmæssigt på og noget timing i spillet, og så var der alt det taktiske, Samtidig var der også en sprogbarriere, for det hele foregår jo primært på italiensk.”

 

”Det gjorde det naturligvis lidt sværere, men jeg fik hurtigt min debut [hjemme mod Napoli]. Så kom vi ind i et svært program, hvor vi mødte klubberne omkring os, og vi kom ind i en sindssygt god stime, så det var naturligt, at der ikke blev ændret så meget. Men jeg var med i truppen næsten hver gang, jeg fik en god time mod Genoa og følte mig generelt tæt på holdet. Og her i den sidste periode er jeg startet inde mod både Inter og Torino, så det har selvfølgelig været rigtigt dejligt,” siger ”AC,” der dog missede den seneste kamp mod Atalanta på grund af problemer med mavemuskulaturen.

 

Men det er et lille minus i et godt forår, hvor tingene har flyttet sig, hvor sproget via en masse privatundervisning og konstant lyd fra radio eller tv er blevet til at kunne forstå meget af snakken i omklædningsrummet, kommunikere med fysioterapeuter og klubfolk og bestille mad og drikke ude i byen. Og derude bliver der altid snakket fodbold.

 

”Der er en helt anden passion. Fodbolden står øverst på dagsordenen og ikke kun i forhold til opmærksomheden fra medierne. Uanset hvor man kommer hen, så kender folk klubben. Ældre kvinder, unge børn. Så man får nemt en snak om, hvordan det går med fodbolden og med livet. Selv om jeg ikke har spillet så mange kampe endnu, er der blevet lagt mærke til mig, og det har egentlig overrasket mig lidt i forhold til, hvad jeg er kommet fra,” siger midtbanemanden, der efter 235 minutter i fire kampe også har gjort sig sine erfaringer om en ny slags fodbold.

 

”Det er jo lidt en anden spillestil. Først og fremmest handler det om at forsvare målet og spille uden risiko på egen banehalvdel, og når man har styr på det, kan man begynde at tænke lidt mere offensivt. Derfor står man i mange af kampene med 11 mand på egen banehalvdel.”

 

”Noget af det, der har overrasket mig mest, har faktisk været, når vi har spillet mod Milan og Roma på hjemmebane, så går de ikke bare op, som man måske kunne forestille sig med en dansk eller engelsk mentalitet, hvor man trykker på, hvis man føler sig overlegen. De står også dybt og beskytter målet, og så eksploderer spillet lige pludselig med en spiller, der har kvaliteten på den sidste tredjedel og kan afgøre det. Jeg har tit spillet på hold, der har haft bolden meget, men det er sundt at prøve noget andet,” siger en tilfreds ”AC” efter det passende fodboldskridt til Chievo i Verona.

 

Og udenfor banen er livet skønt.

 

”Her er dejligt klima, det er en skøn by, og her er god mad at spise. Og så er der en halv time til Garda-søen, en time til Venedig, to timer til Milano. Det har også været med til at gøre livet nemmere udenfor banen, at det har været så dejligt at leve her. Tiden er gået sindssygt stærkt, og jeg har hurtigt følt mig hjemme. Selvfølgelig savner man venner og familie, men omvendt er det min drøm og mit mål for fodboldlivet. Jeg har ikke fortrudt det mindste,” siger Anders Christiansen.