Video : Tipsbladet
Serie A

Andersen og Sampdoria snublede hjemme mod bundprop

Både Joachim Andersens Sampdoria og Jens Stryger Larsens Udinese indkasserede nederlag søndag.

For anden uge i træk indkasserede Joachim Andersen og Sampdoria et nederlag i Serie A.

I sidste runde blev det nemlig til et 3-0-nederlag til Napoli, mens de søndag eftermiddag skuffede og tabte 1-0 til bundproppen Frosinone på hjemmebane.

Opgørets enlige mål blev sat ind efter 25 minutter, da Frosinones Daniel Ciofani bankede et fladt indlæg fra Edoardo Goldaniga i kassen.

Selv om Sampdoria dog dominerede både boldbesiddelse og på chancefronten, kunne de ikke passere Marco Sportiello i Frosinone-målet.

Det sluttede derfor med en sejr til Frosinone, der nu ligger næstsidst i Serie A, efter at have hentet 16 point efter 23 runder. Sampdoria mister til gengæld et skridt i kampen om Europa League-pladserne og ligger i øjeblikket nummer ni.

Stryger og kompagni tabte i Torino
Foruden Andersen og Sampdoria var Jens Stryger Larsen og Udinese også i aktion søndag eftermiddag, da de gæstede Torino, og ligesom Sampdoria indkasserede de et nederlag. 

De tabte nemlig 1-0 på et hovedstødsmål af wingbacken Ola Aina efter en halv times spil.

I de døende minutter fik Stefano Okaka ellers sendt udligningen i nettet, men målet blev annulleret, og Udinese tabte dermed 1-0.

Udinese ligger dermed nummer 16 i Serie A, men er kun ét point foran Bologna, som ligger under nedrykningsstregen.