Bendtner på Gazzettas flopliste over nyindkøb i Juventus
Polfoto: Massimo Pinca
Serie A

Bendtner på Gazzettas flopliste over nyindkøb i Juventus

Nicklas Bendtner er havnet på en noget uheldig liste i den anerkendte italienske sportsavis Gazzetta dello Sport. Den danske angriber er nemlig en af 10 spillere, der ifølge mediet har floppet som nyindkøb i Juventus de sidste fem år.

Nicklas Bendtner kom til Juventus i slutningen af sommer-transfervinduet i sæsonen 2012/2013. Bendtner fik 11 kampe for den italienske storklub, men det blev hverken til mål eller assist for danskeren.

En Juventus-fan spurgte klubbens sportsdirektør Beppe Marotta i efteråret 2012 i København - i forbindelse med Juves CL-opgør mod FC Nordsjælland - om den danske angriber var den "top player", klubben havde ledt efter. Det fik sportsdirektøren til at grine, hvilket mere end insinuerede, at sportsdirektøren ikke ligefrem anså Bendtner som værende en klasseangriber.

Og nu forholder det sig desværre sådan, at landsholdets målfarlige angriber er havnet på en mindre fornøjelig liste. Gazzetta dello Sport har nemlig lavet en liste over de 10 værste spillerindkøb af Bianconeri siden 2010. Artiklen er sat op som et slideshow, hvor man kan læse, hvorfor hver enkelt spiller er havnet på listen. Bendtner figurerer på første side af slideshowet, inden det overhovedet er gået i gang. Her får man en kort introduktion til listen, hvor avisen blandt andet skriver, at storklubben har foretaget dumme køb de sidste år, selvom man er blevet mestre fire sæsoner i træk.

Den italienske avis begrunder Bendtners plads på floplisten ved at skrive følgende:

- Efter Juve ikke fik fat i Robin van Persie, Luis Suarez og Edin Dzeko under sommer-transfervinduet i 2012, var det ikke nogen overraskelse, at efter man fik hentet danskeren på lån, var Conte og stand-in-træner (Conte blev idømt for at have haft kendskab til matchfixing i sin tid i Siena uden at sige det videre til nogen, hvilket han ifølge dommen skulle have gjort red.) Massimo Carrera ikke ligefrem overlykkelige. 

- "Han er tydeligvis ikke den topspiller, vi ville have, men vi havde brug for forstærkninger," sagde stand-in-træneren på det tidspunkt, der nok ikke fik forbedret sit humør, efter han så Bendtner ankomme på sin første dag overvægtig og ude af form. 

- Efter kun 11 kampe uden mål var Juventus glade for at se Bendtner forlade klubben. 

Af andre spillere, der var med på listen, kan følgende nævnes: Nicolas Anelka, Lucio, Milos Krasic, Eljero Elia, Marco Motta og Jorge Martinez.