Buffon vinder hæderpris som første målmand nogensinde
Foto: Thanassis Stavrakis/Polfoto
Serie A

Buffon vinder hæderpris som første målmand nogensinde

Italiens målmand har fået endnu et trofæ til pokalskabet og går denne gang i fodsporene på navne som Ronaldo, Ronaldinho og landsmanden Roberto Baggio.

Han har rundet 38 år, men Gianluigi Buffon er ikke færdig med at hive priser og pokaler hjem. Den italienske målmand havde her til aften taget turen til Monaco, hvor han blev modtageren af hædersprisen Golden Foot.

Prisen uddeles hvert år til en fodboldspiller på mindst 28 år og på baggrund af såvel atletisk formåen som personlighed.

Det er kun muligt at vinde prisen én gang, og i prisens anledning får vinderen hvert år et aftryk af sine fødder foreviget. Da Buffon er den første målmand til at vinde prisen har man imidlertid gjort en undtagelse og ladet et aftryk italienerens hænder forevige. Det viser Buffon selv i en video på sin Twitter-profil.

Prisen er blevet uddelt siden 2003, hvor den gik til Buffons landsmand Roberto Baggio. Sidste år vandt Samuel Eto’o, mens tidligere vindere tæller navne som Zlatan Ibrahimovic, Ronaldinho og Ronaldo.

Prisen er nu fire gange vundet af en italiener, hvilket er flest af alle lande.