Video : Tipsbladet
Serie A

Christian Nørgaard må undvære træneren i Fiorentinas skæbnekamp

Christian Nørgaard og Fiorentina er kommet i store problemer, og hvis alt går galt i sidste spillerunde, så rykker klubben ned. Samtidig er cheftræner Montella blevet karantæneramt.

Det er gået helt galt for Christian Nørgaards Fiorentina i den seneste tid, hvor Firenze-mandskabet ikke har vundet i de seneste 13 kampe - og med fem nederlag i træk er traditionsklubben kommet i nedrykningsfare.

I sidste spillerunde skal Fiorentina møde en anden danskerklub, Lukas Leragers Genoa, som bliver den helt store skæbnekamp. Dog må Fiorentina undvære klubbens cheftræner Vincenzo Montella på bænken. 

Det har det italienske fodboldforbund meldt ud tirsdag.

Årsagen er, at Montella er blevet tildelt en karantæne på to spilledage, da han kritiserede dommeren i kampen mod Parma søndag, som endte med at træneren blev vist ud. Det fik Montella til at slå på et reklamebanner, så en anden person kom til skade.

Fiorentina er tre point over nedrykningsstregen og Genoa, inden weekendens runde, og hvis det ender med et nederlag til Genoa, mens Udinese får point og Empoli vinder, så rykker 'Viola' ned.

Hvis Fiorentina ender med at rykke ned, så vil Christian Nørgaard ikke være den første dansker, der er med til at sende klubben ned i næstbedste række. Da Brian Laudrup spillede for dem i 1992/93-sæsonen endte det nemlig med nedrykning i en sæson, hvor man pludselig også gik helt ned.