Cornelius: Noget andet at spille med Chiellini på nakken

Bragt i Tipsbladet 9. marts
Klokken har passeret de halv seks på den første fredag i marts, og her i det nordlige Italien er foråret også blæst væk af kulden fra Sibirien. Sneen falder i hvert fald over banegårdspladsen i Bergamo med den store dinosaur-statue, der reklamerer for en udstilling oppe på det naturvidenskabelige museum, og udsigten til den gamle UNESCO-bevaringsværdige by bag den høje mur oppe på bakken og bjergene bagved er forsvundet i tågen og skumringen.

Så efter en velafsluttet eftermiddagstræning på Atalanta-anlægget en halv times tid uden for byen kommer Andreas Cornelius rask travende rundt om hjørnet og ind på kaffebaren, hvor han bestiller kaffe og lidt at spise, noget nemmere end Tipsbladets udsendte gjorde det få minutter inden, før han sætter sig med mellemmåltidet.

”Jeg må lige have lidt nu, for de spiser jo først ved ni-tiden hernede,” som han siger med et grin.

Så maven er endnu ikke helt indstillet til det nye liv på italiensk, men ellers går det godt for den snart 25-årige angriber, der trives med udfordringerne og oplevelserne som en del af den lokale stolthed i Serie A her 45 minutter nordøst for Milano.

”Det går fint, synes jeg. Jeg skulle jo lige vænne mig til det hele, men det går fremad både med fodbolden og med sproget. Jeg har været lidt inde og ude af startopstillingen, men det er meget normalt. Overordnet set synes jeg, at jeg er blevet bedre til en masse ting, og det er jo det vigtigste,” siger Andreas Cornelius, der siden nytår har spillet fra start i fire af de syv kampe i Serie A og måtte melde afbud til den seneste på grund af sygdom, mens han til gengæld måtte nøjes med sene indhop i de to afgørende kampe for nylig mod henholdsvis Juventus i pokalsemifinalen og Dortmund i Europa Leagues 1/16-finaler.

Det var ikke kampe, der gik, som man havde håbet i Atalanta, for efter 2-3 i Dortmund udlignede tyskerne sent til 1-1 i returkampen, mens Juventus vandt 1-0 både ude og hjemme, så man endte med at ryge ud af begge turneringer. Men på den anden side var det første gang siden 1991, at klubben fra Bergamo var nået ud i Europa, så at man gik videre fra gruppen med Everton, Lyon og Apollon Limassol var et stort plus, mens pokalturneringen også var opløftende med sejr over Napoli undervejs.

Så selv om det var et par tunge nederlag, har det ikke malet sæsonen i sort for Atalanta og klubbens danske angriber.

”Nej, det var et godt resultat at nå semifinalen i pokalturneringen, og vi slog Napoli ud på vejen, før vi røg ud til Juventus, der altså er et stærkt hold. Men vi spillede nogle lige kampe mod dem, for vi brændte et straffe i den første kamp og ramte stolpen ved 0-0 i returopgøret, så det kunne være gået begge veje.”

”Det var lidt det samme mod Dortmund, som vi godt kunne have vundet over, for vi førte 2-1 deroppe og 1-0 hjemme, men blev så ramt af nogle fejl. Så vi kunne godt være gået videre, men det gør jo ikke, at sæsonen har været en katastrofe.”

”Det har været en fin sæson, synes jeg, og så ville den så være kronet af en finale i Coppa Italia eller en 1/8-finale i Europa League. Men samtidig har vi måske også mistet et par point i ligaen, fordi vi har spillet så mange kampe og har været med så længe i de to andre turneringer. Nu har vi kun Serie A tilbage at fokusere på, og så kan det jo være, at vi hiver nogle flere point hjem i den,” siger Atalantas danske angriber om den liga, hvor holdet aktuelt ligger nummer otte med seks point op til den sjetteplads, der kan give et gensyn med de europæiske gruppespil næste sæson.

Et kendt ansigt i Bergamo
Så der er stadig masser at kæmpe for i de sidste måneder, både for klubben og for angriberen, der foreløbig har scoret seks gange i 25 kampe i de tre turneringer, hvoraf han 11 gange har stillet til start.

”Mit mål for resten af sæsonen er egentlig bare at fortsætte arbejdet og så se, hvor meget spilletid jeg kan få ved at blive ved med at holde fokus på de rigtige ting.”

”Jeg har spillet meget, så nu handler det om at få bidt sig fast. Men vi har jo mange gode spillere, så jeg har hård konkurrence i angrebet, og samtidig kommer det også lidt an på, hvordan træneren vil spille. Nogle gange spiller vi uden decideret angriber, og så er det selvfølgelig svært, men ellers konkurrerer jeg med [Andrea] Patagna om den enlige angrebsplads. Så mit mål for resten af sæsonen er at spille så meget som muligt, score nogle mål og så være skarp til VM,” siger Andreas Cornelius, der alt i alt har været ganske godt tilfreds med den måde, de første måneder af den fire-årige aftale med Atalanta er forløbet på.

”Selvfølgelig vil jeg gerne spille fra start hver eneste gang, men jeg kan også godt se, at konkurrencen er hård, og at spilletiden bliver delt lidt ud på forskellige spillere. Så jeg er hverken helt inde i varmen eller helt ude i kulden. Jeg ligger lidt midt imellem, og det er fint.”

”Det gør mig i hvert fald ikke til en dårligere spiller, at der er det pres på, og at jeg skal kæmpe for min spilletid og for mine minutter. Og nogle gange må man også bare sige, at man har nogle konkurrenter, der har fortjent at spille. Sådan er det jo,” siger angriberen, der i sin næstsidste sæson i FCK også skulle kæmpe sig til spilletid i kamp med Nicolai Jørgensen og Federico Santander, så han er ikke uvant med situationen.

”Det er jo alle ens erfaringer, der gør de næste skridt lettere. Men i FCK var det lidt en anden historie, for jeg kom tilbage fra en slem skade, så der var man lidt mere afklaret med, at jeg skulle i gang igen. Her kommer jeg på en anden måde fra en succesoplevelse med FCK, hvor det hele gik godt, og så kommer jeg her og skal fortsætte. Og det er en svær opgave, det er en svær liga, og jeg spiller på et rigtig godt hold med dygtige medspillere, også til min plads i angrebet. Så jeg havde da forventet, at det ville være lidt sådan her,” siger Andreas Cornelius efter seks mål i de første 25 kampe.

”I den statistik mangler der jo, at i mange af de kampe har jeg fået et indhop til sidst. Men hvis jeg når over 10 mål i min første sæson her, vil jeg være tilfreds med det antal.”

”Men jeg har nu aldrig sat konkret tal på mine mål på den måde, altså hvor mange mål jeg skal score, og sådan skal det heller ikke opfattes nu. Jeg har mere fokus på processen, hverdagen og alt det hårde arbejde end på antallet af mål, for målene kommer jo af det andet,” siger angriberen, der i perioder i sin tid i FC København var under et stort pres fra medier og fans, specielt fra han vendte hurtigt tilbage fra Cardiff i januar 2014 og frem til det grusomme ankelbrud 14 måneder senere – 14 måneder hvor han alligevel scorede 11 mål i 35 Superliga-kampe.

Så er presset så større i Serie A?
”Det ved jeg faktisk ikke,” siger Andreas Cornelius efter en tænkepause.

”Jeg kan da mærke, at der er meget mere opmærksomhed på fodbolden hernede. Hele verden ser jo Serie A, og det gør den ikke med Superligaen. Men når man er i FCK, mærker man presset, for det er stort. Man skal være klart bedst hver gang, og man skal vinde alle kampene. Og når man så endda er dansk landsholdsspiller i FCK og har gjort det godt tidligere, så er der meget store forventninger.”

”Fodbolden er meget større hernede, men når man er dansker i FCK, kan man jo ikke undgå at læse og se nyheder, og nu læser jeg jo ikke de italienske aviser på samme måde, og jeg snakker heller ikke med så mange folk. Mine venner og familie hører heller ikke, hvad eksperterne mener, så jeg lægger ikke lige så meget mærke til det, som jeg gjorde i Danmark. På den måde er der lidt mere arbejdsro.”

”Jeg har jo ikke ladet mig slå ud af opmærksomheden og presset før, så det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt på, før du nu spørger om det, men det er da fint nok med den arbejdsro. Det giver noget ro og overskud til udelukkende at have fokus på fodbolden og ens egen udvikling, frem for hvad folk siger, skriver og mener om ens spil og ens person.”
”Men jeg ved ikke, hvor meget fokus der er på mig. Det kan godt være, at der er meget, men jeg lægger ikke mærke til det,” siger Andreas Cornelius og griner, da han hører, at Tipsbladets kvindelige lejlighedsudlejer i hvert fald var meget imponeret, da hun hørte om interview-aftalen med den danske angriber. Men hun var selvfølgelig også en af flere tusinde Atalanta-tilhængere, der brugte en onsdag aften på at køre til Torino for at se de lokale helte i returkampen i pokalturneringen.

”På den måde mærker jeg selvfølgelig opmærksomheden, og hvor stort det er for folk, at man spiller for Atalanta. Alle her i byen er jo kæmpe-fans af klubben, så alle kender mig og ved, hvem jeg er,” siger Cornelius og bekræfter, at han utvivlsomt er del af mange selfies rundt omkring på Atalanta-tilhængertelefoner.

”Ja, jeg er nok med på rigtig mange billeder, men det er stille og roligt,” siger han med et grin mere.

Store kampe i Rom og Napoli
Så han lever fint med opmærksomheden uden for banen, men hvordan med livet inden for stregerne, hvor de italienske forsvarere jo er kendt som nogen af verdens bedste?

”Selvfølgelig er niveauet langt højere hernede, og det er på alle parametre. Taktisk, fysisk, teknisk... Men fokus er egentlig ikke så anderledes, for i Danmark handler det også meget om det taktiske og det fysiske. Den største forskel er nok på det tekniske niveau, der er markant højere end i Superligaen. Der er mange, der kan lave små detaljer.”

”Rent fysisk synes jeg dog stadig, at jeg har et forspring. Selvfølgelig er det noget andet at spille med Chiellini på nakken, men rent fysisk føler jeg egentlig det samme her, som jeg gjorde i Superligaen. Forskellen er så, at forsvarerne bare er lidt hurtigere og læser spillet lidt bedre, mens de også har noget mere hjælp fra holdet, så selvfølgelig er det sværere at score. Men hvad angår min hurtighed og min styrke, så føler jeg stadig, at jeg har mere end de fleste hernede,” siger Andreas Cornelius, der heller ikke følte sig blæst væk ved at skifte Superligaen ud med Serie A.

”Jeg har jo erfaringen fra FCK og fra nogle landskampe på et højt niveau, men selvfølgelig kommer man op imod nogle af de allerbedste hold. Juventus er jo et af verdens bedste hold, og når man spiller mod dem, kan man sagtens stå i situationer, som man ikke har prøvet før. For selv om jeg spillede Champions League med FCK, så mødte vi ikke hold af den kvalitet,” siger angriberen, der var i Cardiff, da FCK spillede mod netop Juventus og også Real Madrid i det europæiske gruppespil, mens 16/17-sæsonen, hvor Cornelius scorede til 1-1 i Porto, bød på Leicester og Club Brugge som de øvrige modstandere.

”Det generelle niveau hernede synes jeg egentlig, at jeg var vant til fra de europæiske kampe med FCK og fra et par landskampe også, men forskellen har så været, at jeg er oppe imod det niveau fra uge til uge, ja i perioder har det været hver tredje dag. I FCK havde vi relativt lette kampe i Superligaen, og så var det midtugekampen, man satte sig op til. Her skal man sætte sig op hver tredje dag. Det skal man lige vænne sig til,” siger den danske angriber, der tro mod sin rolle på banen peger på et par af de kampe, hvor han selv kom på måltavlen, når han skal udvælge  højdepunkter fra de første måneder.

”Der var kampen mod Roma ude, hvor jeg scorede, og hvor vi vandt 2-1, selv om vi var 10 mand i halvdelen af kampen. Det var en fed kamp på en svær udebane. Det var også sjovt at slå Everton 5-1 ude i Europa League, hvor jeg lige kom ind og scorede to.”

”Og så var der den pokalkamp, som vi vandt 2-1 ude over Napoli, og som gjorde, at vi gik videre til semifinalerne mod Juventus. Der blev vi godt nok flot modtaget i lufthavnen herude. Der stod vel 5000 mennesker og ventede på os,” siger han og smiler ved mindet om de mange fans, der stod klar.

”Vi har jo nogle rigtig gode fans, og der er mere eller mindre udsolgt til kampene. Stadion ser i hvert fald fyldt ud, når man står inde på banen, og der er rigtig god stemning. Alle er med på at stå at råbe og klappe, så der er gang i den, selv om der ikke er plads til så mange,” siger Andreas Cornelius om den 90 år gamle hjemmebane Stadio Atleti Azzurri d’Italia, der ligger centralt i den nye del af byen og har plads til knap 20 procent af byens 120.000 indbyggere med en kapacitet på 21.300 tilskuere.

Det er et af de ældste stadions i Serie A, og det står helt klassisk med kurver under åben himmel og en nyere og en ældre overdækket langside, mens smukke statuer og blå og sort grafitti af klublogoet med den langhårede gudinde Atalanta, giver indtryk af stor stemning, når ”La Dea” spiller hjemme.

Og mens vi snakker lidt om de forskellige udebaner og den tætte mesterskabskamp mellem Juventus og Napoli, som Cornelius tror, at Juventus nok vil trække sig sejrrigt ud af, bliver vi afbrudt af en ældre herre, der har siddet ved et bord ovre i hjørnet og fået en kop kaffe med sin kone, før de to nu skal ud i sneen og mørket igen.

For han stopper lige op ved den lyshårede angriber og siger noget med Forza Atalanta, før Cornelius trykker på næven og siger ”grazie, ciao.” Han ville bare ønske held og lykke og udtrykke et håb om, at denne sæson kunne ende lige så fint som den forrige, og sådan er det, når man spiller med trøje nummer 9 for den lokale stolthed.

Mange timer på træningsanlægget
Den ældre tilhænger ser ud som om, at han godt ville kunne huske, da en anden dansker var med til at sikre Atalanta klubbens hidtil største triumf. Det var tilbage i 1963, da man med fløjhalfen og OL-helten fra 1960 Flemming Nielsen vandt den italienske pokalturnering med en 3-1 sejr over Torino. Og før det var der jo også ”det fynske uvejr,” angriberen Jørgen Leschly Sørensen, der fra 1949 til 1953 scorede 51 mål i 134 kampe for Atalanta, og innerwingen Karl Aage Hansen, der i sæsonen 1949/50 satte et varigt aftryk ved at debutere med et hattrick og i alt score 18 gange i 37 kampe, før han fortsatte karrieren i Juventus.

I alt er Andreas Cornelius den ottende dansker i Bergamo-klubben med Magnus Troest i 2010-11 som den seneste før angriberen, men selv om historien fylder, er det ikke noget, som Cornelius selv har hørt så meget om.

”Nej, der er nogen af de ældre, der har fortalt lidt om det, men ellers har det ikke været så meget,” siger han om en klub, der trods Jørgen Leschly og Flemming Nielsen nok også er mere kendt for sit svenske præg i form af den langhårede midtbanemand Glenn Strömberg, der spillede for Atalanta fra 1984 til 1992, samtidig med han var en profil på det svenske landshold.

”Der er i hvert fald mange svenskere i byen hernede, men jeg ved ikke, om det er derfor,” siger den danske angriber på det internationale Atalanta-hold, der udover 11 italienere også tæller to argentinere, blandt andet holdets offensive stjerne og anfører Alejandro Gómez, to brasilianere, to hollændere, to schweizere, en tysker, en belgier, en slovener, en gambianer og albanske Etrit Berisha nede i målet.

”Det er stadig lidt svært med sproget med nogle af italienerne, selv om det selvfølgelig bliver bedre og bedre, men ellers synes jeg, at jeg er faldet fint til i truppen,” siger Andreas Cornelius, der kan italiensk til husbehov, men endnu ikke er blevet interviewet på sproget, selv om han har fint styr på fodboldgloserne.

Og det sidste er vigtigt, for selv om han kom fra et stramt taktisk koncept i FCK, er der mindst lige så meget at forholde sig til i Atalanta, også fordi cheftræner Gian Piero Gasperinis spillestil er meget anderledes, ligesom han også har andre forventninger til angriberens rolle.

”Det er meget præcist, hvad han vil have, at alle skal gøre. Der er klare instruktioner, og der er altid en rigtig løsning, så man skal vænne sig til taktikken, og hvis man ikke gør det, som han gerne vil have, så spiller man ikke. Så man skal passe ind i spillestilen og systemet og kende sin rolle rent taktisk.”

”Det vil tage meget lang tid at forklare konkret,” siger Cornelius og kigger ned på bordet med sukkerskålen og kaffekopperne, som om han overvejer, om der er nok rekvisitter til at få hele taktikken lagt ud.

”Han vil have mig til at spille på en helt anden måde, end Ståle ville have. Overordnet set skal jeg være meget mere involveret i spillet, Jeg skal have bolden mere og være meget mere playmaker-agtig, end jeg skulle i FCK, hvor jeg groft sagt bare skulle vente på et indlæg. Her slår vi ikke rigtig indlæg, så her skal jeg have bolden spillet i fødderne og spille de andre i foden. Det handler hele tiden om at vende sig rigtigt og få bolden mod målet, ting som jeg ikke havde den samme fokus på i FCK, fordi vi slet ikke spillede på den måde.”

”Her kommer indlæggene også lidt mere ud af det blå. Det er ikke så systematiseret, som det er i FCK, det er mere på instinktet. Men så er der jo altid dødboldene. Vi har også flere forskellige angrebstyper, så jeg skal aflæse mine holdkammerater, og jeg skal selv kunne gå med i spillet. Men det bliver bedre og bedre, så det er en god udvikling for mig,” siger angriberen om taktikken, som den bliver trænet ude på Centro Sportivo Bortolotti i Zingonia sydvest for Bergamo.

Og her bruger han rigtig meget tid.

”Ja, der er jo overnatning derude før hver kamp, uanset om vi spiller hjemme eller ude, så med alle de kampe, vi har spillet, har vi været rigtig meget væk. Der er mange uger, hvor jeg sover mere ude end hjemme, men det skal man bare vænne sig til, selv om det selvfølgelig kan være lidt svært. Man kan godt føle, at man spilder tiden lidt ved at sidde og vente på, at man skal spille, men sådan er kulturen, og det må man tage med. Og der er en rigtig god restaurant derude, så det er glimrende,” siger Andreas Cornelius, der har sin kæreste med til Bergamo men altså også må tilbringe mere tid i klubben, end han kender det fra København.

Men selv om han næsten har været mere ude end hjemme, har der selvfølgelig stadig været tid til at gå på opdagelse, og han har været glad for det, han og kæresten allerede har set.

”Ja, der er meget at lave. I sommer kunne vi køre ned til vandet ved Genoa eller i Toscana, det tager ikke mere end et par timer, og der er også Como-søen og nogle andre søer her omkring. Om vinteren er der mange, der står på ski, men det kan jeg jo ikke gøre, så vi har været oppe at gå nogle ture, naturen er jo utrolig flot. Der er også masser af gode restauranter i byen, og så tager vi til Milano, der ligger 40 minutter væk, og spiser noget god mad og shopper lidt. Det er noget helt andet end Cardiff, der jo var mere en industriby og en arbejderby,” siger angriberen, der som ung mand rejste til Wales og vendte hjem igen få måneder senere uden mål på kontoen, mens det straks går bedre nu med fodboldlivet på italiensk i Bergamo.

Men det skyldes nu ikke kun, at Andreas Cornelius er blevet ældre.

”Nej, jeg tror også, at jeg kunne være faldet godt til et sted som 20-årig, det blev bare ikke i Cardiff,” siger han fra en fredag aften på en kaffebar i Bergamo, hvor de første skridt som Atalanta-spiller er klaret godt.

Nu skal udviklingen bare fortsætte.

Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.