Dansk sportsøkonom: Ronaldo er en marketingsmaskine
Foto: Getty Images
Serie A

Dansk sportsøkonom: Ronaldo er en marketingsmaskine

Ifølge den danske sportsøkonom og forsker Kenneth Cortsen, så er Ronaldo langt bedre til at stille sig til rådighed end rivalen Lionel Messi.

Den portugisiske verdensstjerne Cristiano Ronaldo har lavet sommerens mest opsigtsvækkende transfer, da han skiftede fra Real Madrid til Juventus, og der skal en hel del til at slå den.

Alene i det første døgn blev der solgt 520.000 trøjer med nummer syv på ryggen, og det blev til fire millioner nye følgere på de forskellige sociale medier, da Ronaldo ankom til den italienske mesterklub.

Det hele kostede 830 millioner kroner i transferen alene, mens Ronaldo skal have 225 millioner kroner i løn om året i de fire sæsoner, han har skrevet under på. Det kan lyde af meget, men ifølge Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom og forsker ved University College Nordjylland, så er der tale om en god handel, fortæller han i et interview med Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Her peger Cortsen på, at Ronaldo er en marketingsmaskine, og at han har været det i lang tid. Derfor har han kunne opbygge stor kommerciel værdi, som han manifesterer med præstationer på banen.

Desuden kan den danske sportsøkonom sagtens se, hvor forskellen på Ronaldo og Messi opstår.

- Han differentierer sig fra Lionel Messi. Han er bedre til at stille sig til rådighed. Han trives med det og er dygtig til det. En ting er, at du gør det. Noget andet er, at du faktisk godt kan lide det. Han er meget strategisk i forhold til sin brandudvikling. Jeg ser Juventus-skiftet som en del af den proces. Han er fuldt bevidst om det, siger Cortsen.

Ronaldo får sin Serie A-debut med Juventus, når de møder Chievo på udebane på lørdag.