Video : Tipsbladet
Serie A

Durmisi fik for mange sprøjter og piller: Jeg faldt om foran mit hus

2018 var et "decideret lorteår" for Riza Durmisi, blandt andet fordi han stadig kæmpede videre med skadesproblemer. De samme problemer var skyld i, at han i begyndelsen af sin Real Betis-tid fik så mange smertestillende indsprøjtninger og piller, at han faldt om.

Det nye år er fire dage gammelt, og i Rom sidder en dansker og håber på, at 2019 bliver bedre end 2018. For det gamle år var dårligt, et "decideret lorteår", som han selv siger det.

Det var især fravalget til VM og de tilbagevendende skadesproblemer, der gjorde 2018 til et annus horribilis for Riza Durmisi. Han fortæller, at det blandt andet var skaderne, der sendte ham på bænken i Real Betis og dermed var medvirkende til, at han ikke blev udtaget til VM-slutrunden.

- Siden januar har jeg næsten før hver kamp fået en sprøjte i ballen for ikke at kunne mærke det (smerten, red.) i baglåret. Jeg føler, jeg virkelig har gjort alt for at komme til det punkt, hvor man seriøst kan argumentere for, at man vil gøre hvad som helst for hinanden og holde den loyalitet, der bliver snakket om, siger Durmisi til BT.

Problemerne begyndte dog lang tid første 2018. Særlig én episode i september 2016 står klart i erindringen.

- Jeg kan huske, at jeg allerede efter min første kamp ude mod Sevilla faldt om foran mit hus, og heldigvis var min far dér. Jeg fik at vide, at jeg havde taget for mange sprøjter og smertestillende piller. Efterfølgende var jeg ude i næsten en måned for klubben.

Durmisi, der fylder 25 i næste uge, skiftede i sommer til Lazio, men har haft svært ved at etablere sig på holdet. Han har spillet tre kampe i Serie A og fem i Europa League og har undervejs døjet med både en albueskade og senest problemer med baglåret omkring juletid.

Han fortæller dog, at han netop har besøgt en specialist for at få ordnet baglåret én gang for alle.