Efter 25 år: Juventus siger farvel til endnu en legende
Foto: Getty Images
Serie A

Efter 25 år: Juventus siger farvel til endnu en legende

Claudio Marchisio forlader Juventus efter 25 år i klubben, oplyser den italienske storklub.

Tidligt på sommeren sagde den italienske storklub Juventus farvel til klubikonet Gianluigi Buffon, som efter 17 år i klubben drog videre til franske Paris Saint-Germain. 

Og nu forlader endnu en klublegende så de italienske mestre. 32-årige Claudio Marchisio kom til klubben i sine helt tidlige ungdomsår for 25 år siden, men nu er det slut, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Midtbanespilleren og Juventus er blevet enige om at ophæve kontrakten og efter 389 kampe for klubbens førstehold, skal Marchisio derfor ud og lede efter en ny arbejdsgiver.

Claudio Marchisio nåede i sin tid i Juventus at vinde det italienske mesterskab syv gange og den italienske cup-turnering fire gange.