Video : Tipsbladet
Serie A

Eftertragtet italiensk landsholdsspiller glad for at være i Fiorentina

20-årige Federico Chiesa har gjort sit indtog i Serie A og det italienske landshold, og han er i søgelyset hos større klubber, men lige nu er han dog glad for at være i Fiorentina.

Der skal angiveligt et bud på omtrent 450 millioner kroner på bordet, inden Fiorentina vil overveje at sælge klubbens mest lysende stjerne.

I løbet af sommerens transfervindue var der efter sigende bud efter Federico Chiesa fra Napoli, og både Juventus og Inter er også blevet sat i forbindelse med den italienske kantspiller, som er ved at sætte gang i en stor karriere.

Federico Chiesa, der er søn af den tidligere topspiller, Enrico Chiesa, er opvokset i Fiorentina, og han har absolut ingen planer om at forlade den italienske klub i øjeblikket.

- Jeg tænker bare på at bevise mit værd hele tiden. De tal virker en smule overdrevne. Min eneste prioritet er at vise søndag efter søndag, hvem Federico Chiesa er. Nu er mit fokus på Cagliari. Jeg er glad i Fiorentina nu, og jeg tænker kun på den næste kamp, siger han til Corriere dello Sport.

I denne sæson har den 20-årige kantspiller spillet otte kampe for Fiorentina, hvor han har scoret to mål og lavet to assists. Derudover har han fået fuld spilletid i de seneste tre kampe, som det italienske landshold har spillet.

Hans kontrakt med Fiorentina løber frem til 2022.