Fiat er nøglen til Juventus' Ronaldo-køb
Foto: Getty Images
Serie A

Fiat er nøglen til Juventus' Ronaldo-køb

Det lader til, at det er den italienske bilgigant Fiat, der er årsagen til, at Juventus kan hente Ronaldo til klubben.

Det ser efterhånden ud til, at det blot er et spørgsmål om dage, inden Juventus kan præsentere deres muligvis største spillerindkøb i deres historie i form af Cristiano Ronaldo. Her lyder prisen på mellem 700 millioner og 900 millioner alt efter, hvilken kilde, man læser.

Samtidig skal Ronaldo have en løn, der angiveligt lyder på 225 millioner kroner om året. Hvordan kan en klub som Juventus mon have råd til det? Svaret ligger i bilkoncernen Fiat, som Juventus-ejerfamilien Agnelli også ejer en stor del af.

Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Alt i alt ejer Agnelli-familien 29,18 procent af Fiat, og det er ved hjælp af deres penge, at Juventus nu ser ud til at kunne hente den femdobbelte Ballon d'Or-vinder til klubben. Hvor meget Fiat hjælper med, bliver dog ikke omtalt.

Avisen fortæller dog, at hos virksomheden er medarbejderne ikke specielt tilfredse med, at Fiat, der også har et mærke som Ferrari, bruger så mange penge på Ronaldo, da de ikke selv har oplevet lønstigninger de seneste ti år.

Årsagen til Ronaldos mulige skifte til Juventus handler sandsynligvis i bund og grund om, at han er træt af ledelsen i Real Madrid, der angiveligt lovede ham en ny kontrakt. Den kom bare aldrig, og nu ser det ud til, at spillerens næste kontrakt bliver med de italienske mestre.