Serie A

Før kampen: Juventus – Inter

I aften mødes to af Italiens mest traditionsrige klubber i et utroligt vigtigt opgør. Der er mulighed for spilletid til danske Frederik Sørensen.

Ingen af de to traditionsklubber har haft en god sæson indtil nu. Inter havde det svært under Rafael Benitez, men trænerskiftet til Leonardo har ændret mestrenes sæson. Juventus derimod har haft det generelt svært i hele sæsonen og ligger stadig og roder rundt midt i tabellen.

- Vi er nødt til at spille godt og med god intensitet. Det er en stor kamp (…), siger Juventus’ træner Luigi Del Neri.

Det bliver spændende at se, om der måske kan blive plads til den unge dansker Frederik Sørensen i startopstillingen og med Juventus’ øjeblikkelige skadesproblemer, kunne noget godt tyde på det.

- Som det ser ud nu, spiller Giorgio (Chiellini) venstre back, indtil vores andre venstrebenede forsvarsspillere er tilbage, forklarer Juventus-træneren på pressemødet før kampen.

Med Chiellini væk fra midterforsvaret betyder det en åben plads, evt. til den unge dansker, som jo også kan spille højre back, hvis det er det han bliver bedt om.