Higuain: Ville ikke bruge ét minut mere med Napoli-præsident
Foto: Juventus FC
Serie A

Higuain: Ville ikke bruge ét minut mere med Napoli-præsident

Gonzalo Higuain fortæller, at han ikke havde i sinde at bruge ét minut mere i selskab med Napoli-præsident Aurelio De Laurentiis.

Gonzalo Higuain er skiftet til Juventus. Et skifte, der ikke ligefrem har gjort Napoli-fansene tilfredse. Mildest talt. 

Argentineren har ikke udtalt sig offentligt om skiftet set fra Napoli-fansenes perspektiv, men det blev der ændret på i dag i pressekonferencen, hvor argentineren blev præsenteret. Her sagde Pipita nemlig følgende: 

- Mit forhold til ham (Aurelio De Laurentiis, Napoli-præsident, red.) var aldrig godt, fordi vi tænkte forskelligt. Mit valg om at skifte til Juventus var influeret af, at han tvang mig til at gøre det. Problemet var mit forhold til ham. Jeg havde ikke lyst til at bruge ét minut mere med ham. Efter tre år fandt jeg ud af, at det var slut på grund af de ting, jeg har nævnt. Jeg er meget taknemmelig for min tid med Napoli-fansene og -spillerne. Ikke med ham (De Laurentiis, red.), siger Higuain til Mediaset. 

Gonzalo Higuains bror og agent Nicolas har tidligere udtalt, at den argentinske angriber blev lovet at være en del af et mandskab, der hvert år ville spille med om mesterskabet. Higuains mål i denne sæson i Juventus er at vinde The triple.