Video : Tipsbladet
Serie A

Inter-fans raser over Icardis retur til holdet

Stjerneangriberen Mauro Icardi er på ny aktuel for Inter. Det bekræftede cheftræner Luciano Spalletti på tirsdagens pressemøde forud for morgendagens opgør mod Genoa. Efterfølgende har Inters fangruppe Curva Nord udtrykt deres frustration over beslutningen.

Den argentinske angriber Mauro Icardi har ikke betrådt grønsværen for Inter, siden han i Februar blev frataget anførerbindet. Men ifølge Luciano Spalletti kan han nu se frem til at komme i aktion fra start, når Inter i morgen møder Genoa på udebane. Spalletti forklarede på dagens pressemøde, at Inters præsident Guiseppe Marotta har spillet en stor rolle i at få Icardi tilbage til holdet. 

- Marotta har været afgørende for, at parterne er nået til enighed på den rigtige måde. Han er tilbage nu, og han er i stand til at hjælpe holdet med at opnå succes. På vores hold er han mere værd end Messi og Ronaldo til sammen, siger han på dagens pressemøde ifølge Football Italia. 

Selvom Icardi har været værdifuld for Inter førhen, bliver beslutningen om at tage ham til nåde mødt med stor utilfredshed fra klubbens fangruppering Curva Nord. Umiddelbart efter nyheden kom ud, har de sendt et officielt statement ud, hvor de tager afstand fra beslutningen, og råder klubben til at ekskludere Icardi fra truppen igen. Ifølge fangrupperingen har Icardi vist sig fra en dårlig side og bør ikke være en del af omklædningsrummet længere. 

- Efter interne møder med alle Curva Nord grupper har vi besluttet, at vi ikke tolererer Inters nr. 9's opførsel længere. Vi mener, at Icardi har vist, at han hverken evner rollen som kaptajn eller som en del af truppen. Med denne besked håber vi, at klubben vil revurdere deres beslutning om at tage ham tilbage på holdet, lyder det fra Curva Nord ifølge Football Italia. 

Hvad Inter har tænkt sig at gøre ved denne udmelding står endnu uklart, men imidlertidig kan vi se frem til at se Mauro Icardi i aktion i morgen, når Inter spiller ude mod Genoa.