Video : Tipsbladet
Serie A

Italiensk avis: Tottenham forhandler med Joachim Andersens klub

Prisen for danskeren skulle være på 185 millioner kroner, forlyder det.

Den danske midterforsvarer Joachim Andersen har i denne sæson vist særdeles godt spil for Sampdoria i den italienske Serie A. Det har tilmed været så godt, at han er blevet sat i forbindelse med en række store, europæiske klubber.

En af dem er Tottenham, hvor han kan få dansk selskab i klubben af den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen. Ifølge den italienske avis Il Secolo XIX er der nu dialog mellem London-klubben og italienerne.

Sampdorias vicepræsident Antonio Romei skulle angiveligt have været en tur til den engelske hovedstad for at mødes med Tottenham sammen med den danske spillers agent Paolo Busardo.

I Tottenham leder man eftersigende efter en afløser for belgiske Toby Alderweireld, og her ser det altså ud til, at 'Spurs' har udset sig den 22-årige dansker som det oplagte valg. Alderweireld ser ud til at være på vej væk, da det ikke er lykkedes at få forlænget kontrakten med ham.

Prisen for Joachim Andersen skulle være på omkring 185 millioner kroner, som svarer til det beløb, som Jannik Vestergaard blev solgt for i sommer, der gjorde han til den dyreste dansker nogensinde.

Foruden Tottenham har der også været rygter om interesse fra både Inter og Juventus for Joachim Andersen, der stadig har sin første A-landskamp til gode.