Italiensk dommer: VAR tager tid at få gjort perfekt
Foto: Getty Images
Serie A

Italiensk dommer: VAR tager tid at få gjort perfekt

Videodommer-systemet i Serie A er i fuld gang, og ifølge dommer Mazzoleni er det et nødvendigt værktøj, som dog tager tid at få helt på plads.

I den danske Superliga har en række af trænerne adresseret behovet for, at man får indført videodommere til kampene. Dette sker efter en tid, hvor en række fejldomme har ændret en del opgør grundlæggende.

Men videodommer-brugen er ikke uden problemer. Det har man senest set i Tyskland, hvor man har fyret chefen for systemet, da han angiveligt skulle have påvirket dommene i en kamp mellem Schalke og Wolfsburg, da han eftersigende holder med førstnævnte klub.

I Italien har det heller ikke kørt glat. Men det kommer, lyder det fra en af dommerne, Paolo Mazzoleni, som mener, at ting som dette tager tid.

Det siger han i et interview med FirenzeViola.it.

- Meget har ændret sig med instrumentet, og dommerne har accepteret det med et åbent sind, og vi er ved at gøre os selv klar. Det er et vigtigt projekt, og vi er nødt til at arbejde på det og få erfaring med det. Det vil ende med at blive en stor fordel for fodbolden, siger Mazzoleni.

Videodommer-systemet i Serie A har fået en del kritik, som bundede i, at det tog for lang tid for dommerne at finde frem til deres afgørelse i forskellige domme. Men for Mazzoleni står det klart, at netop dét spørgsmål er noget, som man skal perfektionere. Det vigtigste for ham er dog, at man kommer frem til flere korrekte afgørelser.