Video : Tipsbladet
Serie A

Italiensk klub tabte med 20-0: Nu er de blevet smidt ud af ligaen

Pro Piacenzas blamage søndag har nu fået konsekvenser for klubben.

Som vi kunne berette om søndag, så tabte Pro Piacenza fra den italienske Serie C med helt uhørte 20-0 mod Cuneo, og det har nu fået den italienske divisionsforening Lega Pro til at skride til handling.

De har nemlig smidt klubben ud af ligaen efter blamagen.

I kampen havde Pro Piacenza blot valgt at stille op med syv spillere, som alle var teenagere. Holdet havde ikke engang en træner med til kampen, og derfor måtte holdets ældste spiller og anfører tage dén tjans.

Problemerne har da også hobet sig op i den norditalienske klub, som har store økonomiske vanskeligheder. Siden begyndelsen af denne sæson har man ikke kunne betale spillerne løn, hvilket har medført, at de nu strejker.

Derfor har klubben været nødt til at aflyse en række kampe, og man blev forinden Cuneo-kampen meddelt, at man ville blive smidt ud af turneringen, hvis det skete igen. Men løsningen faldt altså ikke i god jord.

I Lega Pro har man nu sat sig for at komme med en løsning, der kan sørge for, at antallet af italienske klubber med økonomiske problemer bliver formindsket alvorligt.