Video : Tipsbladet
Serie A

Italiensk vanvid: Serie C-kamp endte 20-0

De er skøre, de romere, lød det fra Obelix fra Asterix-tegneserierne. Det er passende at hive frem om kampen mellem Pro Piacenza og Cuneo.

Alt kan tilsyneladende lade sig gøre i Italien. Søndag blev det til en helt vanvittig kamp, da Cuneo vandt med hele 20-0 over Pro Piacenza i den tredjebedste italienske række, Serie C.

Når sådan noget kan lade sig gøre, så skyldes det, at Piacenza-klubben er i store økonomiske problemer, hvilket har betydet, at klubben ikke har kunne betale løn til spillerne siden begyndelsen af denne sæson.

Det har udviklet sig til, at spillerne er begyndt at strejke og udeblive fra kampene i rækken. Det er nu nået til et punkt, hvor holdet vil blive smidt ud af ligaen, hvis det sker igen. Derfor var man nødt til at tænke alternativt.

Derfor blev det til lidt af et vikarhold, der stillede op for Pro Piacenza, hvor alle var teenagere, og den 19-årige kaptajn måtte ligeledes tage rollen som træner for holdet, som altså løb ind i en ordentlig øretæve.

Samtidig var der kun syv spillere på banen, som er kravet, og da en af spillerne forlod banen som skadet, måtte man sende en materialemand på banen i stedet. 

Cuneo kunne derfor lege sig igennem kampen, og særligt Hicham Kanis havde det godt i kampen, da han stod bag seks af holdets scoringer, mens Edoardo Defendi lavede fem.