Video : Tipsbladet
Serie A

Juve sparer Ronaldo mod Atalanta: Han skal være i topform i marts

Juventus sparer Cristiano Ronaldo mod Atalanta, så han kan være i topform til marts, bekræfter Massimiliano Allegri.

For første gang siden sit skifte fra Real Madrid til Juventus skal Cristiano Ronaldo starte en kamp på bænken, når Juventus onsdag gæster Atalanta.

Det afslører klubbens cheftræner, Massimiliano Allegri, overfor italienske Sky Sports ifølge ESPN.

- Ronaldo skal være på bænken onsdag (mod Atalanta, red.). Han er klar, men han kommer til at se kampen sammen med mig for første gang, fortæller Allegri til mediet. 

Bænkpladsen skyldes dog ikke skuffende præstationer. Tværtimod vil Allegri blot spare den 33-årige superstjerne og sørge for, at Ronaldo er i topform, når Champions League skal afgøres i foråret.

- Jeg er meget tilfreds med, hvordan han spiller, ligesom jeg er med alle. Vi har brug for, at han er i topform i marts, når vi kommer til Champions League-afslutningen. Han bliver nødt til at være endnu mere afgørende, end han har været i de seneste år, fortæller Juventus-træneren.

Ronaldo har i denne sæson startet inde i 22 kampe ud af 23 mulige for Juventus, og han har scoret 12 mål og lagt op til syv yderligere. Den eneste kamp, han missede, var på grund af en karantæne.