Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus-direktør på charmeoffensiv for at få De Ligt til klubben

Juventus ser ud til at være meget opsatte på at hente Matthijs de Ligt til klubben til sommer.

Ajax Amsterdams Matthijs de Ligt lader til at være en spiller, som har tiltrukket sig stor interesse fra nogle af Europas største klubber. Både Barcelona og Juventus lader til at være i gang med en charmeoffensiv, og italienerne har angiveligt været på besøg i den hollandske hovedstad.

Det skriver den Torino-baserede sportsavis Tuttosport.

Juventus' sportsdirektør Fabio Paratici skulle have været forbi Amsterdam onsdag i denne uge, hvor han eftersigende var ude på at få De Ligt til at kigge deres vej i stedet for den catalanske storklub.

Samme dag var Ajax i kamp i Champions League mod Real Madrid, hvor Juventus-bossen samtidig fik et møde med Ajax-toppen om en mulig transfer, ligesom det også blev til et telefonopkald til Ajax-direktør Edwin van der Sar, som tidligere har stået for Juventus i sin aktive karriere.

I Ajax spiller Matthijs de Ligt sammen med den kommende Barcelona-spiller Frenkie de Jong, og det lader til, at de to meget gerne fortsat vil spille sammen efter sommerferien. Dog har Barcelona allerede investeret i den 19-årige forsvarer Todibo til en trup, der allerede har Pique, Umtiti, Lenglet og Vermaelen i truppen.

Tidligere på sæsonen vandt De Ligt Goldon Boy-prisen, som gives til europæisk fodbolds største talent.