Juventus fortsætter deres march mod endnu et mesterskab
Foto: Getty Images
Serie A

Juventus fortsætter deres march mod endnu et mesterskab

Det blev til en klar 3-1-sejr, da Juventus mødte Cagliari lørdag aften, hvor første scoring kom efter blot 45 sekunder.

Juventus har i denne sæson hentet den ene sejr efter den anden, og det er kun blevet til pointtab én gang, da man spillede 1-1 med Genoa. Ellers er det både i Serie A og Champions League blevet til lutter sejre.

Sådan blev det også i lørdagens kamp mod Cagliari, hvor det blev til en sejr på 3-1 for de seneste syv sæsoners italienske mestre.

Torino-klubben skulle ikke bruge lang tid på at komme i gang i opgøret, da man allerede efter 45 sekunder havde bolden i mål for første gang, da Paulo Dybala tryllede med bolden og sparkede den klinisk i mål.

Cagliari var dog langt fra ude på at lade sig blive slået. Efter 36 minutter blev der slået tilbage ved Joao Pedro, der overlistede den ellers bundrutinerede Juventus-defensiv og udlignede til 1-1 i opgøret.

Glæden hos det gæstende hold varede dog ikke længe, da Juventus blot to minutter efter atter kom foran i kampen, da Bradaric lavede selvmål, da han prøvede at standse et indlæg fra venstresiden. Men i stedet for at redde situationen, så fik han styret bolden i eget net.

Juventus havde lige inden pausen en situation, hvor dommer Mariani tog VAR i brug, da en Cagliari-spiller havde arm på i eget felt. Det blev dog skønnet fra dommerens side, at bolden var så højt på armen, at der ikke kunne dømmes straffespark.

I anden halvleg fortsatte Juventus den dominans, og med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid lukkede Juan Cuadrado opgøret, da han blev spillet fri af Cristiano Ronaldo i et kontraangreb og scorede til 3-1.

Sejren betyder, at Juventus er seks point foran Inter på andenpladsen. Næste kamp for Juventus er mod Manchester United i Champions League, hvorefter der venter en klassiker mod AC Milan i Serie A.