Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus kan slå en række rekorder i de kommende uger

Det kan i den grad blive lidt af en rekordsæson for Juventus, som nærmer sig deres ottende mesterskab i træk.

Juventus vandt lørdag aften med 2-1 over Milan, og søndag aften kan det ende med, at det ottende italienske mesterskab i træk kommer på plads for Torino-klubben, hvis Napoli taber til Genoa.

Dermed kan Napoli ikke længere indhente Juventus, og hvis Juventus tager mesterskabet med syv runder tilbage, så vil det være første gang nogensinde i Italien, at den slags sker. Rekorden er for tiden fem runder, som Torino gjorde i 1948, Fiorentina i 1956 og Inter i 2007. Dermed vil det også være ny rekord, hvis Juventus udsætter gulddansen til næste runde.

Det er dog ikke det eneste, som Juventus kan sætte rekord for. Med et ottende mesterskab i træk vil Juventus slå rekorden for flest mesterskaber i træk i de fem største europæiske ligaer. Nu deler de den med Lyon, som vandt syv i træk.

Endelig kan Juventus også slå rekorden for flest point i én sæson, hvis de vinder seks og spiller én uafgjort i de sidste syv kampe. Det vil sende dem op på 103 point, som vil være én bedre end Antonio Contes 102 i 2014, som også var med Juventus.

Dengang vandt Conte desuden 33 ud af 38 kampe, mens Allegri potentielt stadig kan nå at vinde 34.

I næste runde skal Juventus møde SPAL på udebane, hvor mesterskabet kommer på plads med en sejr.