Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus vinder ottende mesterskab i træk og slår europæisk rekord

Med en sejr på 2-1 over Fiorentina er Juventus nu italienske mestre for ottende gang i træk.

Juventus er italienske mestre for ottende gang i træk efter deres sejr over Fiorentina lørdag aften. Dermed kan Napoli på andenpladsen ikke længere nå at indhente Torino-klubben, der har været voldsomt dominerende hele sæsonen.

Det ottende mesterskab i træk er desuden ny rekord i europæisk sammenhæng, da ingen andre klubber har kunne vinde otte gange i træk i de fem største ligaer. Tidligere var det Lyon, som sad på dén rekord. Derudover tangerer de også Inters rekord for den tidligste scudetto nogensinde.

Samlet set er der tale om Juventus' 35. (37, hvis man spørger klubben selv) mesterskab, og det kom på plads efter en ret svingende kamp mod Firenze-klubben, hvor det altså endte med, at Juventus løftede sig i sidste ende at tog de tre point.

De skulle dog en del igennem, og efter blot fem minutter kom Juventus bagud med 1-0 efter et kvikt angreb fra Fiorentinas side, hvor Torino-klubbens defensiv kom på prøve, hvor det endte med, at Nikola Milenkovic fik sendt bolden i kassen tæt under mål til 1-0 for Fiorentina.

De var dog langt fra færdige med at drive gæk med Juventus-forsvaret, og en spiller som Federico Chiesa havde både et skud på stolpen og overliggeren i første halvleg.

Alligevel var det Juventus, som fik scoret til 1-1 efter 37 minutters spil, da Pjanic sparkede et hjørnespark mod forreste stolpe, hvor Alex Sandro headede bolden i mål til 1-1 med en meget afdæmpet jubel blandt spillerne til følge.

Kort efter pausen blev det til 2-1 for Juventus, da Cristiano Ronaldo brød igennem på højresiden og lagde bolden ind foran mål, hvor den tidligere Fiorentina-spiller Federico Bernardeschi fik presset Pezzella til at lave selvmål, og så var 'Den gamle dame' for alvor på mesterskabskurs, og i minutterne efter brændte det på for flere mål, men de kom altså ikke.

Juventus' afstand er nu på 20 point til Napoli, som først spiller på mandag. Men med seks kampe tilbage, så kan syditalienerne altså ikke hente Juventus mere, og champagnepropperne kan springe nok engang for Allegri og Co.