Video : Tipsbladet
Serie A

Koulibaly efter racistiske tilråb: Jeg er stolt af min hudfarve

Kalidou Koulibaly har taget til genmæle over for de fans, der kom med racistiske tilråb i onsdagens Serie A-kamp mellem Inter og Napoli.

Tre gange forsøgte Napoli at få afbrudt kampen mod Inter grundet racistiske tilråb mod Kalidou Koulibaly. Det skete ikke, og med 10 minutter tilbage af kampen kogte det over for den senegalesiske forsvarsspiller, som fik rødt kort.

Efterfølgende fik Inter scoret til 1-0, og Kalidou Koulibaly var efter kampen skuffet over at have efterladt sine holdkammerater i stikken. Samtidig gjorde den store midterforsvarer det også klart, at han er stolt af sin hudfarve.

- Jeg er skuffet over nederlaget og mest af alt at have efterladt mine brødre. Men jeg er stolt af min hudfarve. Stolt over at være fransk, senegalesisk, napolitansk: en mand, skrev han på sin Twitter-profil.

Inter-tilhængerne kom med abelyde henvendt til Napoli-profilen, og det er ikke første gang i denne sæson, at han har været udsat for racisme. I oktober blev Juventus idømt en bøde på 75.000 kroner efter en lignende episode.