Kovacic takker Mazzarri efter hård sæson
Illustration
Serie A

Kovacic takker Mazzarri efter hård sæson

Selvom sæsonen blev indledt med masser af tid på bænken, er Mateo Kovacic taknemmelig for samarbejdet med cheftræner Walter Mazzarri.

Walter Mazzarri blev inden den nu snart afsluttede sæson hentet fra Napoli til Inter for at rette op på storklubbens nedtur. I starten af sæsonen stillede cheftræneren ofte med et hold uden holdets unge 10'er, Mateo Kovačić, der tilbragte meget tid på bænken under Mazzarris første periode i klubben, men fra Kovačić' side er der ingen sure miner over den disposition. Han er glad for muligheden for at arbejde sammen med Mazzari, som han føler har givet ham meget.

- Jeg har rykket mig meget rent taktisk i år. Jeg har lært italiensk fodbold endnu bedre at kende, og træneren har hjulpet mig med at forbedre mig defensivt og tilføje en anelse kraft i mit spil, siger han til klubbens hjemmeside.

- Det har virkelig været et svært år, fordi jeg ikke spillede så meget i starten. Jeg lærte dog stadig en hel del, siger Kovačić, der på de seneste har været som fast mand på Inters hold igen. Senest spillede han en drømmekamp på midtbanen mod Lazio, hvor han tre gange servicerede holdkammeraterne til scoring i 4-1-sejren, der på samme tid var Javier Zanettis sidste hjemmekamp i Inter-trøjen.

Med femtepladsen, der allerede med en kamp tilbage er sikret, har Inter forbedret sig fra sidste sæsons niendeplads. Men det er ikke godt nok, mener Mateo Kovačić.

- Det har været en hård sæson, som dog har været bedre end den forrige. Vi slutter som nummer fem, og det skal vi ikke være tilfredse med, fordi Inter skal mindst slutte som nummer tre i Serie A, lyder det videre.

Mateo Kovačić er inkluderet i den kroatiske VM-trup frem mod sommerens slutrunde i Brasilien.