Video : Tipsbladet
Serie A

Lazio-præsident afslører: Forlænger med eftertragtet cheftræner

Lazios præsident, Claudio Lotito, afslører, at klubben forlænger med cheftræner Simone Inzaghi, der ellers var meldt på vej væk.

Der er flere store trænerjobs, der er ledige i den italienske Serie A denne sommer, hvor Juventus, AC Milan og AS Roma.

Flere af de jobs har Lazios cheftræner, Simone Inzaghi, været sat i forbindelse med, men han kommer ikke til at forlade hovedstadsklubben denne sommer. I stedet skriver han under på en kontraktforlængelse med Lazio, afslører klubbens præsident, Claudio Lotito.

- Vi har forlænget Simone Inzaghis kontrakt. Det er en forlængelse, der var forventet, på trods af hvad pressen sagde. Jeg har aldrig sagt andet.

- Nu starter vi forfra sammen for at nå de mål, der i tre år har været inden for rækkevidde, men blev aldrig nået. Formaliteterne skal stadig helt på plads, men alt er klaret, fortæller Lotito til Radio Rai ifølge Football Italia.

43-årige Simone Inzaghi, hvis nuværende kontrakt udløber i sommeren 2020, har været cheftræner i Lazio siden sommeren 2016. I den tid har han ført Lazio to femtepladser, før de i den netop overståede sæson sluttede som nummer otte. Det lykkedes imidlertid for klubben at vinde den italienske pokalturnering, Coppa Italia, i år.