I Serie A-tabellen er der ni point mellem AS Roma på andenpladsen og Lazio på femtepladsen, men når de to Rom-klubber mødes, tæller form sjældent.
Det var lige præcis hvad de gjorde onsdag aften i Coppa Italias første semifinale om retten til en plads i finalen.
Det blev Lazio, der vandt kampen om herredømmet i den italienske hovedstad.
Efter en halv times spil havde det serbiske stortalent Sergej Milinkovic-Savic bragt Simone Inzaghis tropper på 1-0 på et indlæg fra Felipe Anderson.
I anden halvleg kunne angriberen Ciro Immobile gøre det til 2-0 efter flot oplæg fra Balde Keita Diao, der flot spillede på tværs af feltet og direkte ind i Immobiles løbebane.
Herfra blev sejren kørt hjem og dermed står Lazio stærkt i jagten på finale-pladsen. Der er returkamp 5. april.