Serie A

Lippi går igen udenom Cassano

Den italienske landstræner Marcelo Lippi har nok engang overset formstærke Antonio Cassano til sit landshold. Denne gang til fordel for overraskelsen Raffaele Palladino.

Det ser efterhånden ud til at være umuligt for Antonio Cassano at komme på landsholdet. Selvom Sampdoria-angriberen har været ekstremt giftig foran mål i år, har Marcelo Lippe igen set bort fra angriberen med den temperamentsfulde fortid.

Til venskabskampene mod Holland og Sverige har Lippi nemlig valgt at udtage Genoa-angriberen Raffaele Palladino, efter at denne nettede to gange i 4-2-hjemmesejren over Siena i weekenden. Palladino har ellers være ude i længere tid med en virus i indvoldene, men fik comeback sidst i september.

- Da jeg fik comeback mod Chievo, havde jeg ikke troet, at jeg ville finde dette niveau igen så hurtigt, siger Palladino i følge Il Secolo XIX.

- Jeg troede, jeg havde brug for mindst et par måneder mere. For at jeg er tilbage tidligere, skylder jeg stor tak til vores fitness-træner Pilati.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, at være tilbage på landsholdet. Jeg vil gerne dedikere denne bedrift til fansene, der altid har støttet mig, til klubben og til Pilati, der hele tiden har været tæt på de seneste måneder, lyder det fra Palladino.

Hvad l'enfant terrible Antonio Cassano siger til igen at blive overset, melder historien ikke noget om.