Video : Tipsbladet
Serie A

Maurizio Sarri vil give afgørende rolle til Paulo Dybala i Juventus

Paulo Dybala kan se frem til at spille blandt andet falsk 9'er for Juventus, oplyser klubbens nye cheftræner Maurizio Sarri.

Juventus har forud for denne sæson skiftet ud på trænerfronten, hvor Maurizio Sarri er ny mand i stolen. Det giver også nogle nye idéer til det ellers meget sejrsvante italienske hold, hvor Paulo Dybala i det seneste år spillede en mindre rolle.

Men den lader nu til at blive større. Det fortæller Sarri om ved pressemødet forud for Juventus' testkamp mod Inter.

- Jeg tror, at Dybala kan spille ganske komfortabelt som falsk 9'er. Vi kan også sætte angrebene op på en anden måde med en 4-3-1-2'er, hvor Dybala spiller på højresiden af de to forreste, siger han.

Derudover kommer han også ind på, at man nok kommer til at se Cristiano Ronaldo på venstresiden, hvor han bedre kan komme ind til skud med højrefoden. 

- Det er ham, der skal gøre forskellen, slår Sarri fast, som også udpeger, at Giorgio Chiellini bliver anfører foran Gianluigi Buffon og Leonardo Bonucci.

Kampen mod Inter skal spilles onsdag, og det står klart for den nye Juventus-træner, at det er en speciel kamp, men at man som følge af temperaturen og luftfugtigheden ikke kommer til at se et opgør på fuld blæs.

Maurizio Sarri var i sidste sæson i Chelsea, hvor det blev til ét år. Tidligere har han også været i blandt andet Napoli.