Video : Tipsbladet
Serie A

Medie: Alessandro Nesta kan blive cheftræner hos Serie A-nedrykker

Alessandro Nesta kan blive Frosinones næste cheftræner, meddeler italienske Gianluca Di Marzio.

Efter at være rykket op fra Serie B til Serie A i 2018, nåede Frosinone kun én sæson i den bedste italienske række. I den netop overståede sæson sluttede Frosinone nemlig som nummer 19 i Serie A, og derfor skal de igen spille Serie B efter sommerferien.

Og her skal de have en ny cheftræner, og det ser ud til at blive en italiensk forsvarslegende.

Alessandro Nesta er ifølge Gianluca Di Marzio favoritten til at overtage trænersæddet i Frosinone.

Også Filippo Inzaghi og Fabio Grosso blev nævnt i forbindelse med jobbet. Inzaghi er imidlertid tæt på et job hos Serie B-klubben Benevento ifølge mediet, mens Frosinone foretrækker Nesta fremfor Grosso.

43-årige Nesta lagde i 2014 støvlerne på hylden efter mere end 20 år som profesionnel fodboldspiller. I sin karriere nåede han blandt andet at spille 326 kampe for AC Milan og 261 for Lazio, mens han også spillede 78 landskampe for Italien.

Som træner har Nesta stået i spidsen for Miami FC i North American Soccer League (NASL) i knap to år, og i sidste sæson stod han i spidsen for Serie B-klubben Perugia, som missede oprykning til Serie A efter playoffkampe.