Medie: Galatasaray byder på Cornelius
Foto: Getty Images
Serie A

Medie: Galatasaray byder på Cornelius

Galatasaray vil hente Andreas Cornelius fra Atalanta på en lejeaftale med købsoption, beretter tyrkisk medie.

Andreas Cornelius spillede torsdag aften en hovedrolle, da hans tidligere klub, FC København, spillede sig i Europa League-gruppespillet.

Den høje angriber brændte således det sidste straffe for Atalanta, hvorefter Denis Vavro kunne sende FC København i gruppespillet i Europa League.

Det kan samtidig have været hans sidste kamp for den italienske klub.

Den tyrkiske storklub Galatasaray meldes således interesserede i den danske angriber, og de forbereder angiveligt et bud på Cornelius. Der skulle være tale om en lejeaftale med en købsoption på knap 22,5 millioner kroner.

Det melder det tyrkiske medie futbolarena.

24-årige Cornelius skiftede sidste sommer fra FC København til Atalanta, men den første sæson i Italien levede ikke op til forventninger, og det blev blot til seks mål på 31 kampe.

Tidligere på sommeren blev Cornelius også sat i forbindelse med et skifte til Udinese, men det italienske transfervindue lukkede den 17. august, og der var den danske landsholdsangriber stadig at finde i Atalanta. Det var dog ikke med angriberens gode vilje, fastslog Cornelius' agent.